mandag den 20. september 2010

Midtsøgende republikanere udfordrer Teselskab

Den nuværende New York-borgmester, Michael Bloomberg, og den tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powell er blot to republikanere, der finder tiden moden til at udfordre den konservative bevægelse Teselskabet til kamp.

Det skriver det britiske dagblad Financial Times.

De moderate frygter, at Teselskabet efter gentagne succeser ved primærvalg sætter sig tungt på Republikanernes dagsorden med synspunkter, som de har svært ved at identificere sig med.

Bloomberg siger til dagbladet New York Times, at Teselskabets vrede ikke er en måde at regere landet på. Han er parat til at støtte midtsøgende republikanere - og også demokrater om nødvendigt.

Powell siger til tv-selskabet NBC, at Teselskabet indtil videre bare råber højt og ikke fremlægger konkrete politiske synspunkter. Powell vil ikke udelukke, at han atter støtter demokraten Barack Obama, hvis denne søger genvalg til præsidentposten i 2012.


Læs Financial Times-artiklen:
http://www.ft.com/cms/0e913fc8-c421-11df-b827-00144feab49a.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar