torsdag den 18. marts 2010

Amerikansk-jødiske ledere vrede på Demokraterne

Et antal amerikansk-jødiske ledere er så vrede på præsident Barack Obama over de øgede spændinger i forholdet til Israel, at de måske vil straffe Demokraterne for det ved midtvejsvalget til Kongressen i november.

Det skriver internetnyhedssiden The Daily Beast efter at have talt med flere af dem.

De negative reaktioner over for Obamas regering og andre demokrater kommer formentlig frem efter weekenden på en konference, som holdes af den amerikansk-jødiske lobbygruppe AIPAC.

Blandt talerne er USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, som AIPAC plejede at elske, da hun stadig var senator fra delstaten New York og blev opfattet som yderst venlig over for Israel. Sådan er stemningen ikke længere.

James Tisch, direktør for Loews Corp., en koncern inden for hoteller, forsikringer og olie, regner med, at Hillary Clinton får en kold skulder af forsamlingen.

Også andre jødiske ledere truer med at vende ryggen til Demokraterne og indstille pengebidragene forud for valget i november, rapporterer The Daily Beast.


Se The Daily Beast-artiklen:
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/2010-03-18/jewish-anger-at-obama/?cid=hp:mainpromo2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar