torsdag den 11. marts 2010

Forslag om fælles standarder i skoler i USA

Uddannelsesområdet er traditionelt i høj grad et anliggende for delstaterne i USA. Den amerikanske forbundsregering antyder blot retningen.

Men nu foreslår et panel af fagfolk, som er samlet til et stort anlagt møde for alle guvernørerne og delstaternes undervisningsdirektører, at der indføres ensartede standarder for, hvad eleverne skal lære, uanset hvor i landet de befinder sig.

Dagbladet New York Times spår, at hvis forslaget bliver til virkelighed, vil det medføre en sand revolution inden for undervisningssektoren, som i øjeblikket er temmelig spraglet med hensyn til krav og normer.

Skolebøger skal omskrives, lærere skal på efteruddannelse, og diverse test skal harmoniseres.

- Jeg vil sige, at det er en af de vigtigste begivenheder i de seneste mange år inden for amerikansk uddannelse, siger Chester Finn Jr., tidligere viceundervisningsminister og ivrig fortaler for nationale standarder.

Mange delstater har opblødt kravene til eleverne efter den føderale No Child Left Behind-undervisningslov fra 2002. De ville gøre det lettere for børnene at klare testene for derved at undgå sanktionerne, som er indeholdt i loven.


Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/03/11/education/11educ.html?ref=todayspaper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar