onsdag den 24. marts 2010

En tredjedel får kejsersnit i USA

Flere vordende mødre end nogensinde føder barnet ved kejsersnit i USA. Sundhedsmyndighederne oplyser, at andelen i den seneste opgørelse fra 2007 er på 32 procent - eller næsten en tredjedel.

Det skriver dagbladet New York Times.

Andelen har været støt stigende siden 1996 og har sat rekord på rekord. Der blev udført 1,4 millioner kejsersnit i USA i 2007, og det er således den mest almindelige operation på amerikanske hospitaler.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sætter den normale andel til 15 procent. Kejsersnit bør kun foretages, når moderens og/eller barnets liv eller førlighed er i fare. Der er nemlig også risici forbundet med at gennemføre en større operation, som et kejsersnit er.

Der findes ikke en enkelt grund til den øgede hyppighed af kejsersnit i USA. En større forekomst af tvillinger eller flere børn som følge af fertilitetsbehandling og et stigende antal ældre mødre angives som et par af årsagerne.

Læs New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/03/24/health/24birth.html?ref=todayspaper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar