torsdag den 18. februar 2010

Bredt fremstød for uddannelsesreform i USA

Noget så usædvanligt som et tværpolitisk samarbejde er opstået i Kongressen i USA, og formålet er at reformere den såkaldte No Child Left Behind-lov. Det skriver dagbladet Washington Post.

No Child Left Behibd er en uddannelseslov fra præsident George W. Bushs æra, der skulle sikre, at også udsatte skoleelever tilgodeses i undervisningen.

Den nuværende amerikanske præsident, Barack Obama, lagde i sidste måned op til en reform, og nu har repræsentanter for henholdsvis Demokraterne og Republikanerne givet hinanden håndslag på, at de sammen vil arbejde for en reform.

No Child Behind fra 2002 medførte, at anvendelsen af ensartede test blev udbredt i skoler rundt om i landet. Der blev også etableret et system, som skulle drage skolerne til ansvar med hensyn til undervisningens kvalitet.

Kritikere siger, at loven førte til, at tusinder af skoler blev hængt ud som dårlige - uden at der var hjælp til at forbedre dem.

Obama-regeringen har endnu ikke tydeliggjort, hvor han vil hen med en uddannelsesreform. Iagttagere siger, at han snart skal præsentere et initiativ, hvis han vil udnytte den sjældne brede politiske velvilje.


Se artiklen i Washington Post:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/02/17/AR2010021705195.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar