lørdag den 27. februar 2010

Ny Kennedy overvejer at videreføre dynasti

For nyligt meddelte Patrick Kennedy, medlem af Repræsentanternes Hus fra delstaten Rhode Island, at han ikke genopstiller ved midtvejsvalget i november. Det førte til spekulationer om, hvorvidt æraen med Kennedy-familiens involvering i amerikansk politik snart er forbi.

Men nu synes der at være en ny Kennedy, som kan videreføre dynastiet. Avisen Boston Globe citerer højtstående kilder i Det Demokratiske Parti for at sige, at den 29-årige Joseph Kennedy III, oldebarn af Kennedy-familiens patriark, måske forsøger at blive kongresmedlem fra delstaten Massachusetts.

Der bliver plads til Joseph Kennedy III's kandidatur, hvis det nuværende medlem af Repræsentanternes Hus i 10. distrikt, William Delahunt, som ventet undlader at genopstille.

Joseph Kennedy III betegnes som den mest lovende fra sin generation i Kennedy-familien. Han er stedfortrædende offentlig anklager på Cape Cod, hvor også afdøde senator Edward Kennedy havde sit hjem.


Se Boston Globe-artiklen:
http://www.boston.com/news/local/massachusetts/articles/2010/02/27/a_kennedy_considers_running_for_house_seat/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar