fredag den 5. februar 2010

Peyton Manning udråbes til bedste quarterback

Hvem er den bedste quarterback i amerikansk fodbold i de seneste årtier? Ross Tucker fra magasinet Sports Illustrated er ikke i tvivl.

Tucker skriver, at Peyton Manning forud for dette års Super Bowl er ved at fremstå som manden, der overskygger dem alle siden 1980. Også Dan Marino, også John Elway, også Brett Favre, også Joe Montana, også Tom Brady.

Ross Tucker henviser til statistikken: Manning er blevet udnævnt til den mest værdifulde spiller i NFL i grundspillet i fire sæsoner.

Manning er i top fem, uanset om det handler om sejre, vellykkede kast, antal yards eller touchdowns. Han er kun i sin 12. sæson, og det ligger inden for hans rækkevidde at udslette alle disse rekorder.

Og sammenligningen med konkurrenterne: Marino var dygtig til at kaste, men vandt aldrig Super Bowl. Elway skaffede Denver Broncos to Super Bowl-sejre, men det var så det. Favres antal kampe i træk er "absurd", men han har et problem med turnovers. Montana drog fordel af at spille i en æra, hvor der var større forskel mellem holdenes styrke på grund af manglende loft over den samlede lønsum på hvert mandskab. Og Brady blev velsignet af et stærkt forsvar og træneren Bill Belichicks strategiske formåen.

Peyton Manning har natten til mandag - i Indianapolis Colts' kamp mod New Orleans Saints - chancen for at opnå Super Bowl-triumf nummer to og bekræfte Sports Illustrated-analytikerens kroning.

Se Ross Tucker-kommentaren i Sports Illustrated:
http://sportsillustrated.cnn.com/2010/writers/ross_tucker/02/02/peyton.manning/index.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar