onsdag den 17. februar 2010

Demokrater mister endnu en prominent senator

Den fremtrædende demokratiske senator Evan Bayh genopstiller ikke til en tredje embedsperiode ved midtvejsvalget i USA i november. Dermed risikerer præsident Barack Obamas parti at blive yderligere decimeret.

I forvejen har Demokraterne mistet deres såkaldte superflertal i dette kammer i Kongressen.

Bayh, som er moderat og fra Indiana i Midtvesten, forklarer sin beslutning med, at han er skuffet over den stigende politiske polarisering, som svækker Obamas muligheder for at få gennemført brede politiske initiativer.

Dagbladet Washington Post nævner dog to andre mulige årsager til, at Evan Bayh opgiver sin landspolitiske karriere. Han menes uden mulighed for at nå den politiske tinde i USA. To gange var han på tale som vicepræsidentkandidat, men blev droppet. Han overvejede kortvarigt selv at stile mod Det Hvide Hus i 2008, men opgav.

Desuden kunne Evan Bayh se frem til hård modstand ved midtvejsvalget. Den tidligere republikanske senator Dan Coats sagde tidligere på måneden, at han ville udfordre Bayh.


Se Washington Post-artiklen:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/02/15/AR2010021503451.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar