tirsdag den 16. februar 2010

McCain bliver udfordret derhjemme

I 2008 var John McCain sit Republikanske Partis præsidentkandidat. Men det fritager ham ikke for at blive modsagt hjemme i delstaten Arizona, som han har repræsenteret i over 23 år.

End ikke blandt partilfæller er han fredet.

Et tidligere republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra Arizona, J.D. Hayworth, vil forsøge at vriste senatssædet fra McCain. Første styrkeprøve gælder det republikanske primærvalg den 24. august.

Hayworth er ifølge det lokale dagblad The Arizona Republic parat til at bekendtgøre sin kandidatur, og han bliver en udfordrer, der angriber den til tider midtsøgende McCains højre flanke.

Blandt andet vil Hayworth gå målrettet efter McCains medvirken til forsøget på at gennemføre en tværpolitisk indvandringsreform. Som en af staterne ved grænsen til Mexico er Arizona også blandt portene for illegale indvandrere, der forsøger at slippe ind i USA.

Men John McCain har en plan. Han vil slå ned på J.D. Hayworths økonomiske politik. Han vil kritisere udfordreren for at have en tilbøjelighed til at rutte med skatteydernes penge, da han var kongresmedlem.


Se artiklen i The Arizona Republic:
http://www.azcentral.com/arizonarepublic/news/articles/2010/02/15/20100215bigspenders0215.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar