tirsdag den 5. januar 2010

CIA afslører hemmeligheder for klimaforskere

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA er ikke så hemmelig, så det gør noget. I hvert fald ikke, hvis man tilhører en betroet skare af klimaforskere.

CIA har indledt et samarbejde med USA's førende klimaeksperter i bestræbelserne på at opnå så sikker en viden som muligt om miljøændringerne som følge af den globale opvarmning. Det skriver dagbladet New York Times.

Klimforskerne kan således drage fordel af CIA's satellitfotos af naturfænomener såsom skyer, gletsjere, ørkener og tropiske skove, hvilket kan hjælpe dem i forsøget på at kortlægge følgerne af den stigende gennemsnitstemperatur på jordkloden.

Omkring 60 forskere deltager i samarbejdet, og de er alle sikkerhedsgodkendt. De bliver rådgivet af det naturvidenskabelige forskningsråd i USA.

I præsident George W. Bushs æra var der lukket for disse tværgående kontakter, som både præsident Barack Obama og CIA's chef, Leon Panetta, er stærk tilhænger af.


Se New York Times-artiklen:
http://www.nytimes.com/2010/01/05/science/earth/05satellite.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar