onsdag den 27. januar 2010

Kritik af Obama for at forsømme menneskerettigheder

Ikke godt nok! Sådan er meldingen fra den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch (HRW) efter Barack Obamas første år som præsident.

HRW's leder, Kenneth Roth, kritiserer i et interview med det britiske dagblad The Guardian Obama for fortsat at holde terrormistænkte fængslet på ubestemt tid uden rettergang - og bevare de såkaldte militærkommissioner, som hverken er civile domstole eller militærdomstole og skal bruges over for "illegale kombattanter" fra "terrorkrigen".

Desuden anklager HRW's leder i interviewet Obama for at undergrave menneskerettighederne ved at holde hånden over nære amerikanske allierede såsom Pakistan og Egypten, selv om de slår brutalt ned på interne kritikere. Roth beskylder desuden USA's præsident for at lade Israel slippe for at blive draget til ansvar for krigsforbrydelser i Gazastriben.

Når det er sagt, står Kenneth Roth også klar med ros til Obama. Han noterer, at George W. Bushs afløser i Det Hvide Hus har indstillet anvendelsen af tortur og bortførelsen af terrormistænkte til hemmelige CIA-fængsler som led i terrorbekæmpelsen.


Se The Guardian-interviewet med Kenneth Roth:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/jan/27/obama-criticised-human-rights-bush

Ingen kommentarer:

Send en kommentar