mandag den 11. januar 2010

Lovens lange arm kan ikke nå sikkerhedsfirmaer

KOMMENTAR

Privatisering kan være udmærket i visse tilfælde, hvis opgaven er begrænset, specifik og gennemsigtig.

Privatisering af krig er milevidt fra at opfylde disse kriterier. Og det fik amerikanerne et bevis på forleden, da en forbundsdommer følte sig nødsaget til at opgive sigtelserne mod ansatte fra det private sikkerhedsfirma Blackwater, som dræbte 17 mennesker i den irakiske hovedstad, Bagdad, i september 2007.

Blackwater-sagen var for mudret i forhold til rettens krav om klarhed.

Ikke at det skorter på overgreb fra private sikkerhedsfirmaer, som er hyret af det amerikanske udenrigsministerium til at løse opgaver i krigene i Irak og Afghanistan og andre steder.

Senest er to forhenværende Blackwater-folk blevet anholdt tidligere i denne måned for at have deltaget i en skudveksling i maj i fjor i Afghanistan, der efterlod to dødsofre.

Der findes endnu ingen eksempler på, at det er lykkedes at domfælde amerikanske private sikkerhedsfolk for drab, som de har begået ude i verden. Dette er dybt problematisk for præsident Barack Obama, som har givet respekten for internationale retsprincipper høj prioritet.

Måske skulle USA's leder simpelthen opsige kontrakten med de tusinder af private sikkerhedsfolk, uanset om de kommer fra det belastede Blackwater eller andre firmaer.

I øvrigt har Blackwater nu hvidvasket sit navn og kalder sig Xe Services.


Se portrættet af Blackwaters stifter, Eric Prince, i magasinet Vanity Fairs januarnummer:
http://www.vanityfair.com/politics/features/2010/01/blackwater-201001

Ingen kommentarer:

Send en kommentar