fredag den 29. januar 2010

Golf i USA savner Tiger-effekten

Golfspillet har brug for, at Tiger Woods vender tilbage. Så klart lyder beskeden fra verdens nummer to i denne sportsgren, Phil Mickelson, forud for begyndelsen på en ny sæson i USA.

Mickelson tog ordet på et pressemøde inden den årlige turnering på Torrey Pines-banen i Californien for at fastslå, at han savner Tiger Woods på banen trods den sportslige rivalisering.

- Vi er meget optaget af, hvordan dette ender, sagde Mickelson og udtrykte håb om en god løsning på den ægteskabelige krise mellem Tiger Woods og svenske Elin Nordegren efter afsløringen af den levende golflegendes omfattende seksuelle sidespring.

Inden for golfsporten taler man om en Tiger-effekt og en Tiger-recession på grund af, at verdens suverænt førende spiller er fraværende. Turneringen på Torrey Pines nær San Diego oplever en nedgang på 15-20 procent i sponsorater og billetsalg sammenlignet med, da Tiger Woods senest stillede op for to år siden.

På nationalt plan er det faldende tv-seertal til Tiger-frit golf dog det mest kritiske.

Torrey Pines-turneringen har i øvrigt skiftet navn til Farmers Insurance Open. Tidligere hed den gennem en årrække Buick Invitational, men det amerikanske bilmærke har droppet sponsoratet af både denne turnering og af Tiger Woods.


Se en artikel i avisen USA Today om Tiger-recessionen inden for golf:
http://www.usatoday.com/sports/golf/lpga/2010-01-28-golf-without-tiger_N.htm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar