mandag den 25. januar 2010

McCain: Nu kan der ikke pilles ved penge i politik

Det bliver ikke i overskuelig fremtid til noget med en gennemgribende reform af reglerne for pengebidrag til politikeres valgkampe i USA.

Det siger den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain til tv-selskabet CBS.

McCain henviser til Højesterettens kendelse forleden om at fjerne restriktionerne på store donationer fra virksomheder og andre. Han siger, at beslutningen gør det udsigtsløst at presse på for reform foreløbig.

- Jeg tror ikke, at der er meget, som kan gøres, siger McCain, som tidligere har været en nøgleperson i reformbestræbelser.

Det politiske system i USA er jævnligt gennem den nyere historie blevet kritiseret for, at lobbyister med betydelige pengebeløb som indsats har påvirket lovgivningsprocessen i urimelig grad.

John McCain klager over for CBS over, at flere af højesteretsdommerne traf beslutningen uden at have begreb om netop denne - den politiske proces.


Se referatet af CBS' interview med John McCain i programmet Face the Nation:
http://www.cbsnews.com/stories/2010/01/24/ftn/main6136386.shtml

Ingen kommentarer:

Send en kommentar