torsdag den 21. januar 2010

Obamas popularitet er uændret

Måske kunne den demokratiske kandidats nederlag i kampen om det ledige sæde i Senatet efter Edward Kennedy forlede en og anden til at tro, at vælgerne ville straffe USA's præsident, Barack Obama.

En sådan konklusion synes forhastet. En ny meningsmåling fra instituttet Public Strategies Inc. viser, at Obama stadig har en usvækket tilslutning på 54 procent.

Opinionsundersøgelsen, som gengives af bladet POLITICO, fastslår at Obama har samme opbakning, som det var tilfældet sidste sommer.

Alt dette til trods for udtalelser i disse dage om, at præsidenten har presset for hårdt på for gennemførelsen af en sygesikringsreform. Og at han har været for sen til at reagere på den udbredte misnøje med den voksende arbejdsløshed i USA.

Public Strategies-målingen afspejler derimod en manglende tillid til Obamas demokratiske partifæller. Kun 41 procent af de adspurgte har tillid til Det Demokratiske Parti.

Hvilket varsler ilde for Demokraterne forud for midtvejsvalget i november.


Artiklen i POLITICO om meningsmålingen:
http://www.politico.com/news/stories/0110/31767.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar