onsdag den 13. januar 2010

En tredjedel af trafikulykker skyldes mobilsnak

Brug af mobiltelefon er årsag til næsten en tredjedel af samtlige trafikulykker i USA. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Sikkerhedsråd.

Rådet er en privat organisation, der arbejder for at forebygge skader på arbejdet, i hjemmet og på vejene.

Ifølge undersøgelsen, som omtales i dagbladet Washington Post, skyldes 28 procent af ulykkerne i trafikken, at bilens fører talte i mobiltelefon eller skrev, sendte eller modtog en sms, mens han kørte.

Lovgivningen om mobiltelefoni og bilkørsel varierer fra amerikansk delstat til delstat. Under alle omstændigheder er tilløb til at forbyde brug af mobiltelefon forbundet med betydelige udfordringer, hvis myndighederne skal påvise en lovovertrædelse.

Eksempelvis er det sjældent synligt for andre, når en bilist sender en sms. Anvendelse af sms sættes i forbindelse med en syvendedel af samtlige trafikulykker i USA.

Forkæmperne for restriktioner siger, at håndfri mobiltelefoni i biler ikke er løsningen. Førerens opmærksomhed bliver også her bortledt fra trafikken.

De ser en teknologisk opfindelse som vejen til, at det bliver muligt at håndhæve et stop for, at en bils fører anvender mobiltelefon under kørslen.


Artiklen i Washington Post om Det Nationale Sikkerhedsråds undersøgelse:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/01/12/AR2010011202218.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar